Tvangsfuldbyrdelsessag skal i Højesteret

Procesbevillingsnævnet har den 9. april 2025 meddelt en forælder tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 16. januar 2025 (BS-46105/2024).

I sagen havde Familieretten afsagde kendelse om, at bopælsforælderen skulle
udlevere barnet til samvær med samværsforælderen ligesom der blev pålagt tvangsbøder. Uagtet dette udleverede bopælsforælderen fortsat ikke barnet til samvær. Familieretten afholdt derfor et retsmøde i sagen med deltagelse af en børnesagkyndig psykolog. Denne psykolog konkluderede, at en tvangsudlevering af barnet virkede uhensigtsmæssigt og potentielt traumatiserende. Familieretten fandt derfor, at samværet ikke kunne tvangsfuldbyrdes til barnets bedste.

Familieretten lagde til grund, at bopælsforælderen ikke på nogen måde havde medvirket til at skabe kontakt mellem barnet og samværsforælderen, og at bopælsforælderen – uanset pålæg af tvangsbøder – ikke havde medvirket til, at de fastsatte overvågede samvær kunne gennemføres. Familieretten lagde også til grund, at bopælsforælderen uden rimelig grund igennem mange år havde forhindret samværsforælderen i at få kontakt til barnet.

Desuagtet fandt Familieretten, at det ikke ville være bedst for barnet at blive tvangsudleveret til samvær med samværsforælderen. Familieretten lagde vægt på den børnesagkyndiges konklusion vedrørende en tvangsudlevering, og at en tvangsudlevering ikke ville være en endelig eller hensigtsmæssig løsning på sagen, idet det formentlig ville medføre en optrapning af konfliktniveauet mellem parterne. Familieretten fandt på denne baggrund, at samværet ikke kunne tvangsfuldbyrdes til barnets bedste.

Landsretten stadfæstede Familierettens kendelse.

Nu skal sagen så i Højesteret – og heldigvis. For sagen rejser nogle generelle problematikker af væsentlig karakter.

For hvis dette er domstolenes nye tilgang i tvangsfuldbyrdelsessagerne, så vil der jo kun komme endnu flere sager med selvtægt. For så er det konsekvensfrit at sætte sine egne voksenbehov før barnets (noget som jo burde flage, at der er markante udfordringer i forældreevnen) – bare man er vedholdende nok.

Desuden er det dybt problematisk med en tilgang, hvor man anser samværsforælders iværksættelse af en tvangsfuldbyrdelsessag som det konfliktoptrappende. Det er jo bopælsforælderens ulovlige tilbageholdelse og modarbejdelse af samvær, som skaber forældrekonflikten.

Ligeledes så viser psykologens tilgang en skræmmende udvikling i de familieretlige sager med en underkendelse af det faktum, at det at afskære børn fra en velfungerende forælder ikke kun er et psykisk overgreb på barnet, men også påviser væsentlige forældreevnemæssige udfordringer hos den tilbageholdende forælder (den forælder, som man så fuldt ud overlader barnet til…..).