Advokatfirmaet Bolund & Graabæk er specialister i bopælssager

I sager om bopæl og forældremyndighed er udgangspunktet, at barnets bedste vejer tungest, og at barnet skal inddrages på en måde, der passer til barnets situation.

Alle sager om bopæl skal starte i Familieretshuset. Sagen startes via en online ansøgning.

Under sagens behandling i Familieretshuset er der mulighed for at sikre en forligsmæssig løsning hvor muligt. Det mens sager med højt konfliktniveau eller risikofaktorer (som fx vold, misbrug eller psykisk sygdom) alene sagsoplyses i Familieretshuset og derefter videresendes til Familieretten for afholdelse af en retssag.

I sager med risikofaktorer lægger myndighederne særlig vægt på at sikre barnets sikkerhed og stabilitet.

Hvad er en bopælsforælder?

Bopælsforælderen er den primære forælder juridisk set. En bopælsforælder kan derfor aldrig være den forælder, der har barnet i mindst tid. En bopælsforælder har desuden altid (som minimum) del i forældremyndigheden. En bopælsforælder er den forælder, som barnet har folkeregisteradresse hos.

Som barnets primære omsorgsperson juridisk set har bopælsforælderen ret til at træffe små dagligdags beslutninger omkring barnet uden den anden forælders samtykke – ikke at forveksle med de store væsentlige beslutninger (dvs. forældremyndighedsaspekter, som man ved fælles forældremyndighed skal være enige om).

Ingen bopælssager er ens, men vi kender de mønstre, som ofte går igen og hvad myndighederne lægger vægt på i deres vurderinger. Det giver et solidt grundlag for at rådgive korrekt fra starten og for at sikre, at sagen præsenteres klart og strategisk rigtigt.

Når vi indleder et forløb, gennemgår vi sagen grundigt med dig: dokumenter, kommunikation, hændelsesforløb og eventuelle bekymringer. Vi vurderer beviser, afstemmer forventninger og lægger en realistisk strategi for det videre forløb. Det skaber overblik og forudsigelighed i en situation, som ellers kan være præget af usikkerhed.

Vi arbejder altid for en holdbar løsning. Hvis et forlig er forsvarligt og i barnets bedste interesse, er det ofte den mest skånsomme vej. Når enighed ikke er mulig, fører vi sagen helt igennem – både i Familieretshuset og i Familieretten.

Du står aldrig alene i processen. Vi oversætter juraen, forbereder dig til møder og hjælper dig med at navigere i systemet, så både dine argumenter og barnets perspektiv bliver præsenteret klart og korrekt. Vores mål er at skabe tryghed gennem hele forløbet – både juridisk og menneskeligt.

En god sag handler sjældent om at “vinde”. Den handler om at få myndighederne til at forstå barnets virkelighed klart og konkret. Det kræver både juridisk overblik og en plan for, hvordan sagen fremstår undervejs. I mange forløb er det netop de tidlige valg, der afgør, om sagen lander som en rolig aftale eller udvikler sig til en lang konflikt.

I Advokatfirmaet Bolund & Graabæk tilbyder vi specialiseret rådgivning i alle typer bopælssager og tilpasser vores indsats til netop din families situation, så du står stærkest gennem hele processen.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på bopæl og forældremyndighed?

Forældremyndighed handler om de store og væsentlige beslutninger i barnets liv samt beslutningskompetence ift. og indsigt i barnets forhold. Men bopæl handler om barnets faste base og hvem der kan træffe dagligdagsbeslutninger i barnets daglige liv – uden samtykke fra den anden forælder. Barnet har altid kun bopæl hos den ene forælder – også hvor forældrene ligedeler barnets tid.

En bopælsforælder kan således træffe beslutninger om fx klipning af barnets hår, tilmelding af barnet til ikke-risikobetonede fritidsaktiviteter, tilknytning til skolepsykolog (men ikke privatpraktiserende psykolog), at tilknytte barnet en kontaktperson i Familieretshuset eller en bisidder til børnesamtaler, ind- og udmelding af vuggestue og børnehave, tage barnet til tandlæge og læge (forudsat ikke væsentlige forhold) osv.

Derimod er det forældremyndighedsaspekt – som man ved fælles forældremyndighed skal være enige om – hvis emnet er væsentlige medicinske beslutninger, psykologbistand ved privatpraktiserende psykolog, udredning, religiøse forhold (inkl religiøs opdragelse), skolevalg(om en bopælsforælder altid ensidigt kan beslutte at sætte barnet på den lokale distriktsskole set ift. barnets folkeregisteradresse), valg af skolefritidsordning, pasudstedelse, flytning til udlandet, deltagelse i risikobetonede fritidsaktiviteter osv.

Hvem bestemmer hvor i landet barnet skal bo?

Bopælsforælderen kan som udgangspunkt flytte barnets adresse uden samtykke, så længe det sker indenfor Danmarks grænser. Flytning til udlandet, Grønland eller Færøerne kræver dog den anden forælders samtykke, hvis der er fælles forældremyndighed.

Ønsker en forælder at flytte, så eksisterer der en varslingspligt. Man skal nemlig orientere den anden forælder om flytningen senest 6 uger før flytningen forekommer.

Kan Familieretshuset afgøre bopæl?

Familieretshuset kan ikke træffe endelige afgørelser om bopæl. Det kan kun Familieretten. Familieretshuset kan dog træffe midlertidige afgørelser om bopæl så længe den familieretlige sag verserer hos dem. Familieretshuset skal nemlig oplyse sagen. Men når sagen er færdigoplyst, så sendes den til afgørelse i Familieretten – og efter denne oversendelse mister Familieretshuset kompetencen til at træffe midlertidige afgørelser i sagen.

Hvor hurtigt kan der træffes en midlertidig afgørelse?

Familieretshuset skal træffe midlertidige afgørelser om bopæl hurtigst muligt og så vidt muligt inden 4 uger efter anmodningen er modtaget.

Hvordan bliver barnet inddraget i en sag?

Barnets perspektiv skal inddrages i sager om bopæl. Hvordan det sker i praksis, afhænger af barnets alder, modenhed og situation. Der vil som udgangspunkt altid blive indhentet en udtalelse fra barnets institution og kommunen. Men der afholdes også børnesamtaler med børn, der har nået skolealderen.

Kan vi få fri proces, hvis sagen ender i Familieretten?

Det er muligt at søge fri proces til sager om bopæl i Familieretten, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Hvad er delt bopæl?

Forældreansvarslovens § 18a giver forældre med fælles forældremyndighed mulighed for at aftale delt bopæl, hvor barnet er bopælsregistreret hos begge. Aftalen kan registreres i CPR og ophører, hvis én forælder meddeler dette, eller hvis flytning bryder geografiske aftaler.

Det er dog værd at bemærke, at § 18a groft sagt er en ren psykologisk regel uden indhold, som skal give forældrene illusionen af ligeværdighed, mens den ene forælder – den på hvis adresse barnet ses registreret på som hovedadresse i CPR-registeret – i praksis anses for bopælsforælder i det øjeblik parterne bliver uenige.

Vores klienter siger:

"Tak for indsatsen Tanja. Tak for at være der for Jens (RED: navn anonymiseret). Tak for alt. Du er en superhelt". Klienten havde inden da skrevet følgende til Tanjas kollega, Nanna: "Hvilken adresse kan jeg bedst bruge til at sende Tanja blomster for at sige tak for indsatsen? Hun har arbejdet så mange gange om aftenen fx sidste fredag op til kl. 23.00 osv. Det er mig og Jens RED: navn anonymiseret) virkelig taknemmelig for"

"Jeg følte mig i trygge hænder gennem mit forløb med Nanna, som med stor faglig viden og integritet hjalp mig med at få afdækket alle tænkelige vinkler i min verserende samværssag. Nanna gik empatisk men objektivt til situationen, og var transparent og behagelig i sin kommunikation fra start til slut"

"Kære Tanja. Tusind tak for din store hjælp. Vi er meget taknemmelig for, at du har holdt os i hånden igennem hele den turbulente periode. I kurven er der også tænkt på dine børn, som helt sikkert har måtte undvære dig mere end de plejer pga. os. Vi ønsker dig alt godt fremover"

"Du skal vide at jeg anbefaler dig alle steder hvor jeg kan 😊. Tak for et dejligt samarbejde, på trods af situationen 🫣. Det var aldrig gået uden dig."

"Jeg havde Nanna som min advokat under en forældremyndighedssag. Nanna tog sig god tid til at lytte og betragte sagen som helhed, og brugte sin erfaringsmæssige viden og indsigt til at sikre mine rettigheder og fremme det bedste for mit barns opvækst. Nanna investerede tid og hjalp mig med at bevare fokus og skabe tryghed, i en så følelsesladet sag. Jeg har ikke været andet end meget tilfreds, og har hele vejen igennem følt mig set og hørt."

"Nanna er en utrolig dygtig advokat med styr på juraen, som altid er tilgængelig. For mig har hun været mere end bare en advokat; hun har hjulpet mig med at håndtere komplekse følelsesmæssige udfordringer samtidig med holde fokus på det vigtigste – mit barn. Jeg kan varmt anbefale Nanna, især hvis du står i en presset situation, hvor der er behov for at bevare roen og skabe tryghed for dig og dit barn"

"I en svær sag med rigtig mange beskyldninger lige fra vold trusler og andre krænkelser. Har jeg haft en fantastisk støtte i Tanja Graabæk (...). Alt er blevet forsvaret og modbevist hvilket har gjort, at jeg har haft ret til mit barn, gennem hele sagen., og nu er endt med en rigtig rigtig god aftale til min fordel som far."

Landsdækkende

Advokatfirmaet Bolund & Graabæk har base i København og Aarhus. Vi varetager hele Danmark.

København
Maglebjergvej 6 2800 Kgs. Lyngby

Aarhus
Møllegade 32, 8000 Aarhus C

Stifterne bag

Advokatfirmaets stiftere Tanja Graabæk og Nanna Bolund anses i dag for Danmarks nok førende specialister i forældre­ansvarssager – og særligt samværssager. De er kendt fra TV og diverse medier, har været paneldeltagere/oplægsholdere på en række familieretlige konferencer, har holdt oplæg for Folketinget samt underviser andre advokater/dommere.

Skal vi hjælpe dig?

Vi har sikret dig en enkel og hurtig måde at komme i gang med din sag på.