Samværschikane kan ske konsekvensfrit igen

Højesteret har den 16. august 2024 afsagt en dom, som sætter retspraksis flere år tilbage.

Med dommen må samværschikane lægges til grund igen at kunne udøves konsekvensfrit – uagtet at den slags adfærd skader børn. Man vurderer groft sagt at børns behov for status quo er vigtigere end at skærme dem fra en forælder med udfordrede forældreevner. For når samværschikane udøves, så er det et udtryk for, at bopælsforælderens sætter egne voksenbehov før børnenes behov – og når man som forælder gør det, så har man udfordringer i sine forældreevner. Dommen er derfor også ekstremt ærgerlig og mangler børnepsykologisk indsigt. 

Sagen angik i første række, om den fælles forældremyndighed over 2 fællesbørn skulle ophæves, sådan at forældremyndigheden skulle tillægges far alene. Hvis den fælles forældremyndighed ikke skulle ophæves, angik sagen, om børnene fortsat skulle have bopæl hos mor. I sagen blev eksistensen af samværschikane fra mors side lagt til grund som et faktum: “Som anført af landsretten må det lægges til grund, at B1s og B2s manglende samvær med F i det væsentlige må henføres til Ms handlinger og egen negative indstilling til F“. Det fremgår i øvrigt af sagen, at blev far vurderet til at have gode forældreevner. Alligevel vælger Højesteret at børnene fortsat skal være hos mor. 

Bemærk i øvrigt Højesterets bemærkning om den manglende nedlæggelse af en påstand om samvær. Det er et vink med en vognstang om, at Højesteret mener at en sådan påstand burde  have være nedlagt. Men når det er sagt, så er de familieretlige sager jo indispositive sager (dvs. at retten ikke er bundet af parternes påstande). Så hvis Højesteret mente at der burde fastsættes samvær, så kunne man (og burde) have fastsat et samvær uagtet den manglende påstand. Så Højesteret kommer med andre ord også med to helt modsatrettede signaler om samme emne…. 

Dommen gav i øvrigt givet anledning til en efterfølgende – men relevant – kronik i Politiken den 22. august 2024 ved Mandecenterets tidligere Direktør, Jan Lindell. 

​Læs kronikken her: Tryk her.