Interview i Go’ Aften Danmark

Advokatfirmaet Bolund & Graabæks advokat Nanna Bolund var her til aften i Go’Danmark for som specialist i forældre­ansvarssager at tale om de danske skilsmissefamiliers virkelighed i de tungeste af højkonfliktsagerne, hvor der udøves forælderfremmedgørelse og foretages uberettigede krisecenterophold med strategisk formål med at vinde ret over børnene.

Det på baggrund af podcasten ”Barn med den forkerte” på Podimo, som fint rammesætter hvor passive det aktuelle system er, når en forælder bare er villig til at gå langt nok uden hensyntagen til barnets situation og behov. Noget vi anslår sker i ca. 1.500 – 2.000 skilsmissefamilier årligt.

Advokat Nanna Bolund kunne bekræfte i sit interview, at den virkelighed i skilsmisse­systemet, som Jesper (den far der interviewes i podcasten) beskrev, desværre reelt var repræsentativ for virkeligheden i de tungeste af sagerne.

Danmarks socialminister Sophie Hæstorp Andersen var ligeledes inviteret ind. Og det var interessant at høre hendes perspektiv. Ikke mindst fordi det kun understreger, hvor langt væk Christiansborg kan være fra livet ”på gulvet”.

Vi noterede os nemlig, at ministeren oplyste at man havde løst meget op for problemerne med den lov, man havde vedtaget i år 2024, i hvilken forbindelse hun anførte at ”forældre­fremmedgørelse nu er skrevet helt frem i loven”. Men problemet er bare, at den lov intet ændrer ved gældende praksis – og dermed heller ikke den praktiske tilgang, som myndighederne har i sagerne – som loven er formuleret nu. Noget ministeren blev gjort opmærksom på inden loven blev vedtaget, men som hun afviste at gøre noget ved.

For uden et pålæg om straksiværksættelse af overvåget samvær (så Familieretshuset ikke kan slippe udenom at undersøge sagens anklager inden de beslutter sig for at stoppe al kontakt til en forælder) og suspension af status quo princippet samt en højning af den faglige kvalitet (særligt ift. de involverede børnesagkyndige, som ofte i familieretshuset er ikke-psykologer, som laver psykologfagligt arbejde) så står vi altså fortsat i stampe i den allerede gældende praksis i sager med modarbejdelse af sagens oplysning, tilbageholdelse af børn fra den anden forælder og/eller fremsættelse af voldsomme anklager. Det samme gælder også mulighederne for at pålægge tvangsbøder og potentielt – i de værste tilfælde – muligheden for ex officio at skifte bopælsretten. Intet af dette sker i dag, og det har loven ikke ændret på.

Den nye lov er da også set vores faglige briller ren symbolsymbolpolitik.

Vi noterede os også, at ministeren sagde, at krisecentererklæringer ikke bør stå og aldrig står alene. Men man har jo lige i år 2024 vedtaget Forældreansvarslovens § 29b, hvorefter et midlertidigt samvær bør afvises alene fordi krisecenteret – som jo ingen samværsfaglighed har og kun kender den ene forælders perspektiv – mener at der ikke skal være samvær. Hvis ministeren har det perspektiv, hvordan forklarer hun så ikrafttrædelsen af den bestemmelse?! En bestemmelse som fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv endda er dybt bekymrende. Så vi var ikke imponerede over ministerens svar. Men uanset hvad er det dog dejligt at der endeligt kommer fokus på et familieretligt betændt område, som har stået uberørt i årevis til skade for de involverede børn.