Interessant dom fra Den Europæiske Menneske­rettighedsdomstol

Den 13. februar 2025 kritiserede EMD Polen i en dom, som lige så godt kunne have handlet om Danmark.

I dommen slås det fast, at et manglende forældresamarbejde ikke i sig selv er en omstændighed, der kan fritage myndighederne for deres forpligtelser iht. EMRK artikel 8. Dommen understreger myndighedernes forpligtelse til sikre en forening af forældres modstridende interesser – under en hensyntagen til at barnets overordnede interesser og behov trumfer forældrenes.

I den konkrete sag gjorde forældrekonflikten mellem ansøgeren og barnets far det særligt vanskeligt for myndighederne at sikre fuld håndhævelse af ansøgerens forældremyndighed og samværsrettigheder. Alligevel slåes det fast, at myndighederne havde en forpligtelse til at sikre en effektiv håndhævelse af barnets kontakt til ansøgeren – og efterfølgende samværsordningens udmøntning. Altså præciseres omfanget af de nationale myndigheders retlige forpligtelse til at sikre børn ret til 2 forældre.

Forældrekonflikt og den selvtægtsadfærd, som ofte ses knyttet hertil, mv. må med andre ord ikke have lov at modarbejde barnets ret til – og behov for – 2 forældre.

Der henvises i dommen til, at myndighederne er dem, der udøver offentlig myndighed og har midlerne til deres rådighed til at overvinde de problemer, der hindrede fuldbyrdelsen.

Men hvorfor koblingen til Danmark?

Jo, afgørelsen rammer ned i kernen i de udfordringer, som vi står med i det danske skilsmissesystem.

På det socialretlige område går man ekstremt langt for at fastholde kontakten mellem barn og forælder. Men i det familieretlige system kan man miste kontakten til sine børn på et ret begrænset grundlag – fx. hvor der er “samarbejdsproblemer” og/eller “forældrekonflikt”. For eksistensen af disse tillægges ofte afgørende betydning når kontakten til et barn minimeres markant eller afbrydes. Det til selv velfungerende forældre.

Samtidig sætter de danske myndigheder ikke ind overfor selvtægt i form af tilbageholdelse af børn i strid med gældende afgørelser. I en grad så vi har oplevet en sag i Familieretshuset, hvor Familieretshusets børnesagkyndige kritiserede samværsforælderen for at prøve at foretage afhentning til et juridisk gældende samvær – altså en opbakning til en dokumenterbar ulovlig udleveringsafvisning. Eller hvor en tvangsfuldbyrdelsesdommer ikke mente, at det er myndighedernes opgave at sikre udlevering til en juridisk gældende aftale (gyldigt eksigibelt grundlag) om midlertidigt samvær i form af en prøveordning – alene fordi der var tale om midlertidigt samvær. Som om børn lever et liv, hvor det gør en forskel for dem, om det at se deres ene forælder juridisk set baseres på en midlertidig eller endelig aftale..

Som specialister i forældre­ansvarssager kan vi derfor (desværre) kun sige, at den EMD-afgørelse lige så godt kunne have afsagt ift. Danmark.