Familieretshuset misrepræsenter fakta
På baggrund af eksistensen af en kommende dokumentar på TV2 med fokus på bl.a. Familieretshusets arbejde, udarbejdede Familieretshuset den 28. januar 2025 en praksisundersøgelse af deres afslag på kontaktbevarende samvær. En praksisundersøgelse, som Familieretshuset efter det oplyste derefter aktivt forsøgte at sælge ind som virkelighed til journalister.
Advokatfirmaet Bolund & Graabæk blev kontaktet af en af de journalister, fordi man gerne ville have vores vurdering af tallene som specialister på området. Vi kunne konstatere, at tallene var påfaldende lave ift. hvad vores erfaring tilsagde, og at praksisundersøgelsen i øvrigt var udarbejdet så den kun dækkende en påfaldende kort periode.
Den pågældende journalist gravede derfor dybere… og det viste sig da også, at de i praksisundersøgelsen anførte tal var markant fejlbehæftede. Det i en grad så ministeren, Sophie Hæstorp Andersen den 4. april 2025 måtte orientere den samlede politiske ordførergruppe om, at praksisundersøgelsen nu var tilbagekaldt af Familieretshuset. Hun offentliggjorde i den forbindelse både praksisundersøgelsen og brevet til ordførerne ved sin besvarelse af spørgsmål 456 i Folketinget den 25. april 2025.
Det bør bare ikke kunne forekomme i dagens Danmark, at en myndighed fremlægger så markant urigtige tal, sådan som der er tale om her. Og det må anses som en skærpet omstændighed, at tallene ses udarbejdet med det specifikke formål at prøve at underkende den pointe, som en konkret dokumentar slår fast. For Familieretshuset ses jo aktivt at have forsøgt at bruge undersøgelsen til at presse – hvad der nu viser sig at være en usand virkelighed – igennem som sandheden.
Men vores klare oplevelse som specialister er desværre, at alt efterhånden er muligt, når det handler om Familieretshuset. De blev sat “løs på græs” uden kontrol i år 2019 – og den “bold” ses de godt nok i praksis at have taget langt. Det hele vidner om, hvor hovedrystende en beslutning det var, at fjerne det tilsyn med Familieretshuset, som tidligere lå ved Ankestyrelsen.
Alt det her sker knap en måned efter, at samme minister sad på nationalt TV og sagde, at der slet ikke forekommer afslag på samvær alene begrundet i krisecenterophold. Altså at hun slet ikke kender egen lovgivning. For forældreansvarslovens § 29 b hjemler jo direkte dette.
Hvis det ikke havde været for en ihærdig journalist, så var det her aldrig blevet opdaget. Det er simpelthen rystende.
Skal vi hjælpe dig?
Vi har sikret dig en enkel og hurtig måde at komme i gang med din sag på.



