Domstolenes struktur og specialisering
Det endelige kommissorium for et nyt strukturudvalg, der skal overveje domstolenes organisation, struktur og opgavetilrettelæggelse, ligger nu klar. Rammen er sat for et arbejde, der skal ligge endeligt klar i slutningen af 2026.
I Advokatfirmaet Bolund & Graabæk krydser vi fingre for at der kommer en reelt specialiseret Familieretten. Altså så en specialisering ikke længere kun er ved navn, men også af gavn.
For Familieretten er udtaget til særskilt behandling i Retsplejeloven af en årsag. Samtidig er samværsområdet reguleret ved en omfangsrig uskreven praksis, som mange dommere tydeligt ikke kender (noget som desværre også i stigende grad opleves hos nyere jurister i Familieretshuset). Der ses desuden en markant kvalitetsforskel på de domme, som afsiges af erfarne familieretlige dommere ift. domme afsagt af enten dommere, som ikke har ret mange af familieretlige sager, eller af retsassessorer. Der eksisterer også markant udfordring med forskelligartede børnepsykologiske tilgang i de forskellige retskredse – uagtet at alle jo arbejder ud fra den samme børnepsykologiske forskning. Og så opleves det, at domstolene til tider rent lavpraktisk set tilgår sagerne, som om sagsobjektet var cykler – ikke børn.
Så set fra vores stol er en reel specialisering af Familieretten en forudsætning for den kvalitetssikring, som er nødvendig i de familieretlige sager, hvis de skal fortsætte på domstolshænder – og det bør de. For alternativet (Familieretshuset) krænker i endnu højere grad borgers retssikkerhed.
Der sidder en række knalddygtige familieretsdommere spredt rundt om i landet, som brænder for området. Læg nu sagerne i hænderne på dem – og kun dem – så de øvrige dommere og retsassessorer bliver holdt langt væk fra sagerne.
Skal vi hjælpe dig?
Vi har sikret dig en enkel og hurtig måde at komme i gang med din sag på.

