Betydningen af Ombudsmandens undersøgelse

Advokat Nanna Bolund interviewes i denne artikel om hendes erfaringer med misbrug af kvindekrisecentre i forældre­ansvarssager.

At selv om Kvindekrisecentrene er skabt til at tage hånd om kvinder udsat for grov vold og chikane, så flytter nogle kvinder desværre ind på et kvindekrisecenter for at vinde ret over børnene. Familieretshuset er også bekendt med problematikken, men krisecentrene tror ikke på, at det kan lade sig gøre at snyde sig ind.

Artiklens emne har (desværre) været et tilbagevendende emne i mange år, fordi problemstillingen har eksisteret længe. Samværsadvokaten bidrager til debatten, fordi kvindekrisecentrene – som man jo skal anerkende for at løfte en vigtig samfundsmæssig opgave for de mange kvinder, som reelt er voldsramte – igen fastholder, at det uberettigede ophold slet ikke sker. Da emnet senest var oppe i 2019, anerkendte LOKKs Niels Christian Barkholt ellers i et P1-interview den 30. december 2019, at det er et problem. På samme måde anerkendte LOKK samme dag følgende i et Facebookopslag: ”Men dermed ikke sagt, at nogen ikke kan misbruge systemet, det sker i andre del af vores samfund og det kan kvindekrisecentrene selvfølgelig ikke være immune overfor”. Men den aktuelle debat om emnet afviser kvindekrisecentrene igen, at de kan fortage nogen form for fejlvisitation.

Debatten er vigtig, fordi børnene i de uberettigede sager bærer byrden. De bliver afskåret fra en af deres primære omsorgspersoner, fjernet fra deres trygge og nære omgivelser samt bliver sat ind på et krisecenter omgivet af mennesker, som langt primært i en massiv følelsesmæssig krise. Derfor er det også afgørende for disse børn, at et sådant ophold ikke sker uberettiget såvel som at myndighederne agerer hurtigt i deres undersøgelser, f.eks. med fastsættelse af overvåget samvær for en psykologfaglig vurdering af barnets tryghed ved og tilknytning til den voldsanklagede forælder.

Ingen kan vide, hvad der reelt er sket i de sager, hvor kvinderne ender på krisecentrene. Men vi kan bare konstatere, at vi fortsat ser sager, hvor der er en markant divergens mellem indholdet af krisecentererklæringerne (baseret på kun den ene pars perspektiv) og den faglige vurdering, der efterfølgende laves på baggrund af sagens fulde billede. Og når divergensen bliver så stor, så er man nødt i den konkrete sag at stille spørgsmålstegn ved validiteten af den udarbejde krisecentererklæring og den påståede vold, som denne støtter. Vi kan også konstatere, at det er blevet en stigende problematik efter indførslen af det nye skilsmissesystem.